Nyhed fra Dansk Atletik

Førstedagen af DM bød på dansk rekord og EM kvalifikation

Førstedagen af DM inde bød på én dansk rekord samt endnu EM Inde kvalifikation. Kojo Musah imponerede med 6,61 sekunder på 60m’eren, mens triatlet Alberte Kjær med en tid på under 9.10 min. klarede EM Inde kvalifikationskrav på 3000m.

Grundet Corona-restriktioner har ikke alle måtte konkurrere i en længere periode. Enkelte professionelle atleter må, og for disse blev DM Inde 2021 påbegyndt denne lørdag. Det skete i Randers og Odense.

I Randers var der denne lørdag 60m, 60m hæk, kuglestød, 800m og 200m, mens der i Odense kun var én disciplin med 3000m’eren.

3000m - Alberte Kjær overrasker med EM Inde kvalifikation

I Odense skulle det første slag stå. Det var kvindernes 3000m. Helt fra start så vi triatlet Alberte Kjær (AGF Atletik) lægge hårdt ud. Sådan fortsatte hun hele vejen, og dermed kunne hun løbe ind til tiden 9.07,28 min. Det er under EM Inde kvalifikationskravet på 9.10 min. Holdet udtages i den kommende uge. Alberte har tidligere været med til internationale mesterskaber i atletik, men aldrig på bane. Hun har deltaget i EM og VM i Cross løb, senest tilbage i 2019 ved VM Cross i Aarhus.

Foto: Henrik Lund Jensen, Odense Atletik

På 3000m’eren tog 2. pladsen faktisk en dansk ungdomsrekord fra lige præcis Alberte Kjær. Sofia Thøgersen (Sparta Atletik) løb med 9.28,55 min. ind til en 2. plads og ny dansk ungdomsrekord U18 og for 16-årige. Den tidligere U18 rekord havde Alberte med 9.51,99 min.

Bronze tog Helene Svane (Aarhus Fremad Atletik) med 9.30,92 min.

Foto: Henrik Lund Jensen, Odense Atletik

3000m - Dybdal spurtsbesejrer Joel Lillesø og Mikkel Dahl-Jessen

Efter kvinderne skulle herrerne løbe 3000m. Det var på forhånd en meget imødeset konkurrence, hvor konkurrencen var tæt. Årsranglisten var fyldt med fem løbere, der over inde-sæsonen har løbet under EM Inde kravet på 8.00 min. Joel Ibler Lillesø (Bagsværd AC) toppede den liste sidste weekend med 7.52,47 min. Så han måtte være forhåndsfavorit. Men et DM kan blive taktisk, og ikke hurtigt.

Unge Axel Vang Christensen (FIF Hillerød) skulle være den der animerede løbet først. Han tog teten og satte et højt tempo. Det skabte et betragteligt hul mellem ham og resten af feltet. Feltet fik dog indhentet ham med Joel Lillesø i front. Ca. 100m før mål var det klart det skulle blive en dyst mellem Joel Lillesø, Mikkel Dahl-Jessen (AGF Atletik) og Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb). Mikkel Dahl-Jessen satte så et andet tempo end de to andre, da han åbnede spurten. Det så i lang tid ud til at han skulle tage den, og med hans styrker på en 1500m var det da også forventeligt, at han ville være stærk i en spurt. Det skulle dog ikke blive sådan. Bagfra kom Dybdal nemlig tordnende, og viste her, at han også kan spurte. Dog skal spurten ses i sammenhæng med det høje tempo for vindertiden blev meget hurtige 8.02,96 min. Dahl-Jessen kom ind i 8.03,35 og Lillesø fik 8.03,35.

  • 1) 8.02,96 - Jakob Dybdal Abrahamsen, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 2) 8.03,35 - Mikkel Dahl-Jessen, AGF Atletik
  • 3) 8.04,27 - Joel Ibler Lillesø,  Bagsværd AC

Foto: Henrik Lund Jensen, Odense Atletik

60m - Kojo Musah satte sig øverst på sprinttronen med en væsentlig hundrededel

Kojo Musah (Aarhus 1900 Atletik & Løb) har hidtil haft en imponerende sæson på 60m. Den toppede han nu med dansk rekord på 6,61 sekunder, der er blot én hundrededel hurtigere end Kristoffer Haris tid på 6,62 sekunder. Og så til selve DM. Det gav ham selvfølgelig mesterskabet. Forbedringen var måske ventet. Efter vi i sommer til DM så Kojo løbe 10,29 sekunder begyndte mange naturligt nok at tænke hvornår han ville tage en dansk rekord på de korte sprintdiscipliner. De 10,29 sekunder er blot 3/100-dele fra Haris danske rekord på 10,26 sekunder. Men først kom indendørs sæsonen. Og der har Kojos tider i kronologisk række følge været imponerende: 6,70 - 6,68 - 6,66 - 6,76 - 6,71 - 6,66 - 6,65 - 6,75 - 6,62 - 6,87 - 6,61.

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

Ifølge Kojo har årsagen været, at han siden efteråret er gået all-in på atletikken. Han valgte at gå fuldtid udelukkende på atletikken, og det ser nu ud til at betale sig.

2. pladsen til den forsvarende mester, Simon Hansen (Aarhus 1900 Atletik & Løb), med 6,81 sekunder. 3. pladsen gik til Frederik Schou-Nielsen (Sparta Atletik) med 6,84 sekunder.

I finalen var der også én der særligt blegnede ved sit fravær. Det var unge Emil Mader Kjær fra Skive AM, der efter to år i et skadeshelvede stormede ind på scenen igen ved i sit første løb at kvalificere sig til EM Inde med 6,77 sekunder. Men hvor var han ved dette EM? Der var god grund til at han ikke var der. Emil har siden sit løb haft lidt betændelse i hasesenen, hvorfor han blev sparet til dette DM med henblik på at blive klar til EM Inde den 5-7. marts.

  • 1) 6,61 - Kojo Musah, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 2) 6,81 - Simon Hansen, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 3) 6,84 - Frederik Schou-Nielsen, Sparta Atletik & Løb

60m + 200m - Glenner-Frandsen dobbelt dansk mester

Hos kvinderne var der direkte finale på 60m’eren. Her tog forhåndsfavorit og dansk rekordholder, Astrid Glenner-Frandsen, mesterskabet. Astrid har de sidste par uger valgt ikke at konkurrere for at være helt frisk til dette DM og det forestående EM den 5-7 marts. Der var nogle småømheder. Det var derfor spændende at se hvad det blev til efter denne lille pause. Med hendes næstbedste tid nogensinde på 7,35 sekunder (PR og dansk rekord er 7,33 sek.) viste Astrid, at hun er klar til EM.

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

På 60m’eren fik vi på 3. pladsen en overraskelse. Det var Line Holm Jensen (Aalborg AM) der noget overraskende tog bronzen og satte dansk ungdomsrekord for 21-årige. 

  • 1) 7,35 - Astrid Glenner-Frandsen, Sparta Atletik & Løb
  • 2) 7,52 - Marie Høgh Larsen, Sparta Atletik & Løb
  • 3) 7,53 - Line Holm Jensen, Aalborg AM

Senere samme dag løb Astrid Glenner-Frandsen sig til dobbelt guld, da hun også vandt 200m’eren i 24,19 sekunder. 

  • 1) 24,19 - Astrid Glenner-Frandsen, Sparta Atletik & Løb
  • 2) 24,36 - Sara Slott Petersen, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 3) 24,74 - Anne Sofie Kirkegaard, Sparta Atletik & Løb

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

200m - Mikkel Linnemand overrasker

På 200m’eren for herrer var det ikke forhåndsfavorit Gustav Lundholm Nielsen (Sparta Atletik & Løb), der tog titlen. Det var Mikkel Linnemand (Hvidovre AM) der overraskede ved i et andet heat end Gustav at løbe 21,88 sekunder, der med 2/100-dele sikrede ham guldet. Gustav tog sølv i 21,90 sekunder. 

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

Linnemand havde et i øvrigt forrygende DM med personlige rekorder i alle tre løb han deltog i. 2 heats på 60m og dette ene løb på 200m. 

  • 1) 21, 88 - Mikkel Linnemand, Hvidovre AM
  • 2) 21,90 - Gustav Lundholm Nielsen, Sparta Atletik & Løb
  • 3) 22,27 - Tobias Gorgone Larsen, Sparta Atletik & Løb

 

60m Hæk - Andreas Martinsen vandt sit 10’ende DM Inde

Sidste år var han ikke at finde til DM Inde men i år så vi ham igen. Andreas Martinsen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) kom i sommers retur efter at have været lidt fraværende. Nu vandt han så 60m Hæk indendørs, hvilket var hans 10. guld ved DM inde. Tiden blev 7,99 sek. Hans danske rekord er 7,68 sekunder fra 2017.

Foto: Christian Jørn, Dansk Atletik

Sidste års forsvarende danske mester, Sebastian Sund Frandsen (Aalborg AM), tog sølvet med 8,32 sekunder i ny personlig rekord.

  • 1) 7,99 - Andreas Martinsen, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 2) 8,32 - Sebastian Sund Frandsen, Aalborg AM
  • 3) 8,50 - Andreas Christoffersen, Sparta Atletik & Løb

 

60m Hæk - Heltbech tog titlen i ny personlig rekord 

På kvindernes hæk skulle vi desværre ikke se Mette Graversgaard, der er skadet efter i år at have løbet dansk rekord på 8,23 sekunder to gange. Til gengæld skulle vi se Mathilde Heltbech (Frederiksberg IF) der tog guldet med ny personlig rekord på 8,41 sekunder. Tidligere i år opjusterede Heltbech hendes tid på alletiders ranglisten da hun løb 8,42 sekunder. Den plads delte hun med Lene Demsitz, lige indtil hun her ved DM løb 8,41 sekunder.

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

2. pladsen tog Annika Baun Halbo (Sparta Atletik & Løb) da hun løb ind i 8,59 sekunder som er ny dansk ungdomsrekord for 18-årige. 

  • 1) 8,41 - Mathilde Heltbech, Frederiksberg IF
  • 2) 8,59 - Annika Baun Haldbo, Sparta Atletik & Løb
  • 3) 8,66 - Anne Sofie Kirkegaard, Sparta Atletik & Løb

Kuglestød - Casper Jørgensen og Maria Sløk danske mestre

I Randers var der kuglestød, som er mesterskabets eneste kastedisciplin. Casper Jørgensen (Sparta Atletik & Løb) stødte i fjerde runde ny personlig rekord på 17,67 meter, der gav ham guldet med en klar margin til resten af feltet.

  • 1) 17,67 - Casper Jørgensen, Sparta Atletik & Løb
  • 2) 16,36 - Kenneth Mertz, Frederiksberg IF
  • 3) 14,87 - Christopher H. Jensen

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

Hos kvinderne stødte Maria Sløk (Hvidovre AM) sig til guld for tredje år i træk. Det gjorde hun med sæsonbedste på 14,60 meter.

  • 1) 14,60 - Maria Sløk, Hvidovre AM
  • 2) 13,32 - Nickoline Skifter Andersen, Sparta Atletik & Løb
  • 3) 13,21 - Anna Øbakke Lange, Sparta Atletik & Løb

800m - knap så sikker sejr til Diekema

Mathilde Diekema Jensen (Aarhus 1900 Atletik & Løb) er kendt for at lægge hårdt fra land og så holde den til mål. Det har virket for hende ved mange løb. Den strategi forfulgte hun også denne gang, men nu fulgte Annemarie Nissen (Sparta Atletik & Løb) med lige i hælene. Annemarie har haft en forrygende indendørs sæson med personlig rekord på 200m, 400m, 600m og 800m. Så det var ikke overraskende, at hun var klar til dette DM. Kampen om guldet endte også med at give Annemarie en ny personlig rekord og sølv med en tid på 2.08,53 min. men guld blev det ikke til. Det tog Diekema med 2.08,08 min. Bronze tog Louise Jørgensen (KIF) med 2.11,04 min.

  • 1) 2.08,08 - Mathilde Diekema Jensen, Aarhus 1900 Atletik & Løb
  • 2) 2.08,53 - Annemarie Nissen, Sparta Atletik & Løb
  • 3) 2.11,04 - Louise Jørgensen, KIF

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

800m - Lobo Vedel tog sejr efter interessant løb

Denne indendørs sæson har den ellers vante 400m løber Benjamin Lobo Vedel (Aarhus 1900 Atletik & Løb) forsøgt sig på 800m. Målet har været EM Inde kvalifikation som krævede en tid på 1.49,00 eller hurtigere. Han har været tæt på med tiderne 1.49,93 - 1.49,08 - 1.50,50 og nu fik han så 1.49,77. Tiden på de 1.49,77 min. var nok til at sikre ham mesterskabet tæt forfulgt af sølvmedaljetager Christoffer Frost-Jensen Johansen (Bagsværd AC) der fik 1.49,92 min. der er ny personlig rekord for ham. Christoffer Frost-Jensen Johansen har også gennem sæsonen været meget tæt på EM kravet.

Spektakulært ved dette løb var forløbet. Andreas Bube (Bagsværd AC) var med. Han har allerede klaret EM kvalifikation, og måske ville det være en idé for ham at hjælpe Benjamin og Christoffer til kvalifikation. Men det ville jo kræve, at Bube så pacede og evt. så ofrede en mesterskabstitel for deres mulighed for kvalifikation. Sådan som løbet forløb kunne det godt se ud som om det var aftalt, at sådan skulle det foregå. Bube lagde sig i front fra start, og endte så med at udgå i starten af sidste omgang. Hjælpen - uanset om det var aftalt eller ej - var desværre ikke nok til at de klarede kravet.

På 3. pladsen kom unge Jonathan Drechsler Sigvardsen (Viborg AM). Han havde fulgt i hælene på de tre forreste meget af vejen, men måtte slippe mod slutningen. Han hang dog godt på og kom ind i 1.52,85 min. Tiden er EM-U18 kvalifiaktion med klar margin. Kravet hedder 1.55,30 min. Derudover er de 1.52,95 min. ny dansk ungdomsrekord for 17-årige og ny U18 ungdomsrekord.

  • 1) 1.49,77 - Benjamin Lobo Vedel, Aalborg AM
  • 2) 1.49,92 - Christoffer Frost-Jensen Johansen, Bagsværd AC
  • 3) 1.52,85 - Jonathan Drechsler Sigvardsen, Viborg AM

Foto: Sebastian Sund Frandsen / 28th.shutter

DM fortsætter søndag i Aarhus og Odense

Søndag forsætter DM i Odense og Aarhus. Der konkurreres her i springdiscipliner i Aarhus og 1500m og 400m i Odense.

  • 11:00    Mix Længdespring (Aarhus)   
  • 12:40    K Højdespring (Aarhus)   
  • 13:20    M Stangspring (Aarhus)  
  • 13:45    K 1500m (Odense)
  • 13:55    M 1500m (Odense)
  • 14:10    K 400m (Odense)
  • 14:25    M 400m (Odense)
  • 14:30    Mix Trespring (Aarhus)   
  • 16:00    M Højdespring (Aarhus)    
  • 17:00    K Stangspring (Aarhus)   

Seneste nyheder